Andersen, H C: "I Sverrig"

NY BOK. Lars von Trier er langt fra den første berømte dansker der har besøgt Trollhättan. Allerede i 1849 besøgte H. C. Andersen byen, og to år senere indledte han rejseskildringen I Sverrig med en begejstret beskrivelse af de vældige sluser og vandfald: ”Hvilket Skue, hvilken Brusen, foroven, forneden! det er som et Havs Bølger, men et Hav af skummende Champagne, af kogende Mælk”. Andersen forstår at lade sig rive med - han forestiller sig at én af de andre turister, en gammel mand, i virkeligheden skulle være bjergets ånd, dén der kommer op af bjerget en gang hvert hundrede år, for at inspicere menneskenes teknologiske udvikling. Ja, gamlingen kender sågar slet intet til dampskibe…

Andersens skrift er hele tiden både overspændt og sensibel, og sjældent særlig forudsigelig. Han skifter i niveau som det passer ham, og der er øjensynligt ikke noget der ikke er plads til i hans rejseskildring; eventyr og essays, digte, informationer om stedernes geografi eller historie, der er poetikalske overvejelser og metafiktion. Sommetider ses alt i en symbolsk eller overført betydning, hvor tingene aldrig kun er, hvad de giver sig ud for, som med den gamle ved Trollhättan. Og umiddelbart efter er tingene netop dét; bar virkelighed. Omgivelserne beskrives aldeles nøgternt, for eksempel fængslet i Mariestad som digteren besøger og blandt andet besynger den moderne fængselsarkitektur. Dér sidder en ung pige indespærret, alene af den grund at hun er fattig og har mistet sin bestilling. Det får Andersen til at skrive: ”Endnu vil jeg helst troe at have misforstaaet hvad der blev sagt, det vil jo ellers være afskyeligt.”

Det er forbavsende, også nu 150 år senere, hvor ubesværet Andersen glider imellem de forskellige genrer og fortællerpositioner, hvor meget han kan få ud af en rejse fra Göteborg til Stockholm, Uppsala og Dalarna, hvor bred en palet han kan male med på én og samme tid. Og der er et beat, en rytme til stede i det sprog, der er præcist og originalt og, mange steder, ja, smukt simpelthen, som ”Blomsterne i Navnet Linné”.

I Sverrig er ifølge H. C. Andersen selv, hans mest gennemarbejdede bog. Han var meget inspireret af H. C. Ørsteds Ånden i naturen der udkom 1849-50, da han arbejdede med bogen. Det læses tydeligst i kapitlet med den manende titel Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen). Det er et lille essay eller en prædiken måske, om hvordan den rette tro og videnskabens landvindinger går hånd i hånd, eller, som Jens Andersen prosaisk skriver i sin biografi: ”Det handlede kort og godt om at bruge epokens mange naturvidenskabelige opdagelser i digterisk henseende.” Som naturvidenskaben skal også poesien opdyrke nyt land, finde nye guldårer hvor man ikke ventede det – ”Vor Tid er Opdagelsernes Tid, - ogsaa Poesien har sit nye Californien.”

I anledning af det danske H. C. Andersen-år 2005, har Det Dansk Sprog- og Litteraturselskab genudgivet de seks rejsebøger og de seks romaner, han skrev. Alle sammen med et grundigt noteapparat og fyldigt efterskrift. Forrige år udkom Jens Andersens meget roste, næsten 1000 sider lange Andersen – en biografi, der tidligere har været anmeldt her i avisen. Men også uden en særlig lejlighed som for eksempel et 200 års jubilæum, lader H. C. Andersen sig fint læse som den glimrende rejseskribent han er. Også ved siden af nutidige forfattere som for eksempel Sven Lindqvist, Bruce Chatwin eller Thomas Boberg; Andersen er stadig en ener og mildest talt altid et bekendtskab værd.

Martin Glaz Serup

Ny bok

H. C. Andersen: "I Sverrig" (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgen)

Jens Andersen: "Andersen – en biografi 1-2" (Gyldendal)